I metakognitiv terapi er grundtanken at sindet helbreder sig selv. Det lyder jo dejligt nem og banalt, men for mange skal det, at lade de negative tanker være, trænes. På samme måde som man træner op til f.eks. et halvmaraton. Det kræver træning, og evt. en “træner”, som kan give dig nogle øvelser og peptalks undervejs.
I den metakognitive metode tillægger man ikke tankeindholdet betydning og mener ikke, at det er negative tanker, som gør os syge. Tværtimod er det helt normalt at have negative tanker – både om sig selv og andre. Alle mennesker har negative tanker, men ikke alle får psykiske problemer af den grund.
Så i metakognitiv terapi betragter man ikke tankerne i sig selv som problematiske. Tanker har ganske enkelt ikke magt til at gøre os syge, og derfor behøver man heller ikke at lære at tænke mere nuanceret eller ”rigtigt”.
Problemet i psykiske lidelser ser derimod ud til at være, at det for nogle er vanskeligt at lægge (normale) negative tanker fra sig. Man dvæler derfor længere og oftere ved de negative tanker og følelser og grubler og bekymrer sig i time- og dagevis – og det er dén proces, som skaber ubalance og gør os dårlige.
Når man hele tiden dvæler ved sine negative tanker, så fastholder man en følelse af angst og tristhed, som går hen og skaber de vedvarende negative indre tilstande, som karakteriserer psykisk lidelse.
Så i forhold til kognitiv terapi, som handler om at lære at tænke anderledes eller ‘tænke sig ud af tænkning’, så handler metakognitiv terapi om at lære at tænke mindre.
I metakognitiv terapi er man altså mere interesseret i hvor længe man tænker end hvad man rent faktisk tænker på, og typisk vil terapeuten stille spørgsmål i retning af:
“Hvad er fordelen ved at spekulere over dit værd?”, “hvordan får du det følelsesmæssigt, når du spekulerer over dit værd?” – og “er det noget du kan stoppe med at spekulere over?”